Terje Vigen - Poem

Terje Vigen

by Henrik Ibsen

*German version is included in the Terje Vigen book

Norwegian English

Der bodde en underlig gråsprængt en
på den yderste nøgne ø;-
han gjorde visst intet menneske mén
hverken på land eller sjø;
dog stundom gnistred hans øjne stygt,-
helst mot uroligt vejr,-
og da mente folk, at han var forrykt,
og da var der få, som uden frygt
kom Terje Vigen nær.

There lived a remarkably grizzled man
on the uttermost, barren isle
he never harmed, in the wide world's span,
a soul by deceit or by guile;
his eyes, though, sometimes would blaze and fret
most when a storm was nigh,-
and then people sensed he was troubled yet
and then there were few that felt no threat
with Terje Vigen by.
 

Siden jeg så ham en enkelt gang,
han lå ved bryggen med fisk;
hans hår var hvidt, men han lo og sang
og var som en ungdom frisk.
Til pigerne havde han skæmtsomme ord,
han spøgte med byens b&os lash;rn,
han svinged sydvesten og sprang ombord;
så hejste han fokken, og hjem han foer
i solskin, den gamle ørn.

Distant the day, and that only day
I saw him with fish by the quay;
his hair was white, but he sang as gay
and blithe as a boy may be.
The lasses he used as a light banter toward,
he joined in the town-lads' talk,
he waved his sou-wester, and leaped aboard;
then homeward he sailed with the jib set broad
in sunshine, the aged hawk.
 

Nu skal jeg fortelle, hvad jeg har hørt
om Terje fra først til sidst,
og skulle det stundom falde lidt tørt,
så er det dog sandt og visst;
jeg har det just ej fra hans egen mund,
men vel fra hans nærmeste kreds,-
fra dem, som stod hos i hans sidste stund
og lukked hans øjne til fredens blund,
da han døde højt opp'i de tres.

And now, all I've heard about Terje I'll try
to tell from the first to last,
and if it should sometimes strike you as dry
at least it is truly cast;
it came to me not as a firsthand piece
but from others, his intimates then,-
from those who stood by at his last release
and closed up his eyes in the sleep of peace
when he died at near three-score and ten.
 

Han var i sin ungdom en vild krabat,
kom tidlig fra far og mor,
og havde alt døjet mangen dravat
som yngste jungmand ombord.
Siden han rømte i Amsterdam,
men længtes nok hjem tilslut.
og kom med "Foreningen", kaptejn Pram;
men hjemme var ingen som kendte ham,
der rejste som liden gut.

He proved quite a scamp in his early days,
his family soon outgrew,
he learned about hardship's chastening ways
as youngest lad in the crew.
Later, jumped ship once in Amsterdam
but pined, in the end, for home,
and came on the 'Union', captain Pram;
but home there was no-one to care a damn,
he'd left it so young to roam.
 

Nu var han vokset sig smuk og stor,
og var dertil en velklædt knægt.
Men døde var både far og mor,
og sagtens hans hele slægt.
Han stured en dag, ja kanhænde to -
men så rysted han sorgen af.
Han fandt ej, med landjorden under sig, ro;
nej, da var det bedre at bygge og bo
på det store bølgende hav!

Now he'd filled out, and he fairly shone
as a chap who would dress with pride.
But father and mother both were gone
and all of his kin be side.
He drooped for a while, but his miseries
where shed in a day or so.
With land underfoot he was never at ease;
no, better by far then to dwell on the seas,
on the mighty ebb and the flow.
 

Et år derefter var Terje gift,-
det kom nok på i en hast.
Folk mente, han angred på den bedrift,
som bandt på et sæt ham fast.
Så leved han under sit eget tag
en vinter i sus og dus -
skønt ruderne skinned, som klareste dag,
med små gardiner og blomster bag,
i det lille rødmalte hus.

The year that followed saw Terje wed,-
the die seemed hastily cast.
Folk thought he repented the thing he'd sped
that suddenly bound him fast.
So under a roof of his own he stayed
one winter in wild carouse-
though clear as daylight the windows displayed
their little curtains and blooms arrayed
in the tine red-painted house.
 

Da isen løsned for lindvejrs bør,
gik Terje med briggen på rejs;
om høsten, da grågåsen fløj mod sør,
han mødte den undervejs.
Da faldt som en vægt på matrosens bryst:
han kendte sig stærk og ung,
han kom fra solskinnets lysende kyst,
agter lå verden med liv og lyst,-
og for bougen en vinter tung.

When thaw-winds ended the ice's drouth
then Terje's brig took to the main;
in autumn, when wild-geese were winging south
he met with their flying skein.
A heaviness fell on the sailor's breast;
he knew himself strong, in bloom,
he came from sho res that sunlight blessed,
life lay astern with its fire and zest-
and ahead lay a winter's gloom.
 

De ankred, og kammeraterne gik
med landlov til sus og dus.
Han sendte dem endnu et længselsblik,
da han stod ved sit lille hus.
Han glytted ind bag det hvide gardin,-
da så han i stuen to,-
hans kone sad stille og hespled lin,
men i vuggen lå, frisk og rød og fin,
en liden pige og lo.

They anchored, and off his crewmen went
with leave for a wild carouse.
He watched them with envy and discontent
while he stood by his silent house.
He stooped to peer through the curtain of white,-
indoors there were two bestowed,-
his wife sat and span in the peaceful light,
but in the crib held a rosy, healthy mite,
a baby girl, and it crowed.
 

Der sagdes, at Terjes sind med et
fik alvor fra denne stund.
Han trælled og sled og blev aldrig træt
af at vugge sit barn i blund.
Om søndagskvelden, når dansen klang
vildt fra den nærmeste gård,
sine gladeste viser han hjemme sang,
mens lille Anna lå på hans fang
og drog i hans brune hår.

That instant, and Terje's mind, men say,
turned sober upon the spot.
He toiled and he slaved, but at end of day
would be rocking his baby's cot.
On Sunday evenings, when the dance-tunes blare
wild from the nearest-by farm,
he would sing his happiest ditties there
where little Anna tugged his brown hair
and lay in his folding arm.
 

Så lakked og led det til krigens år
i attenhundred og ni.
Endnu går sagn om de trængsels-kår,
som folket da stedtes i.
Engelske krydsere stængte hver havn,
i landet var misvækst og nød,
den fattige sulted, den rige led savn,
to kraftige arme var ingen til gavn,
for døren stod sot og død.

Life ambled along till the year of war
in eighteen-hundred and nine.
The tale's still told of what people bore,
where want and distress combine.
Cruisers from England blockaded each port,
by land there was dearth far and wide,
the poor people starved, and the wealthy went short,
two powerful arms were no longer support
with death and disease outside.
 

Da stured Terje en dag eller to,
så rysted han sorgen af;
han mindtes en kending, gammel og tro:
det store bølgende hav.-
Der vester har endnu hans gerning liv
i sagnet, som djerveste dåd:
"da vinden kuled lidt mindre stiv,
Terje Vigen rode for barn og viv
over havet i åben båd!"

Then Terje drooped for a day or two
but his miseries quickly go;
he thought of a comrade, ancient and true,
the sea's great ebb and it's flow.
Out west men are still by his deeds beguiled,
his daring the legends still quote:
"When winds stopped blustering quite so wild
Terje Vigen roved for his wife and child,
crossed the sea in an open boat!"
 

Den mindste skægte, der var at få,
blev valgt til hans Skagensfart.
Sejl og mast lod han hjemme stå,-
slig tyktes han bedst bevart.
Han mente nok, Terje, at båden bar,
om sjøen kom lidt påtvers;
det jydske rev var vel svært at gå klar,-
men værre den engelske "Man of war"
med ørneøjne fra mers.

The smallest dory there was to hand
he chose for his Skagen trip.
Sail and mast he left home on land,-
such gear he thought best not ship.
He reckoned, did Terje, the boat would steer
though seas ram a bit a-beam;
the Jutland reef was the devil to clear,-
but worse, he'd the English blockade to fear,
its look-out's eagle-eyed gleam.
 

Så gav han sig trøstig lykken i vold
og tog til årerne hvast.
Til Fladstrand kom han i god behold
og hented sin dyre last.
Gud véd, hans føring var ikke stor:
tre tønder byg, det var alt;
men Terje kom fra en fattig jord,-
nu havde han livsens frelse ombord;
det var hustru og barn det gjal dt.

Then trusting to fortune's grace profound
he smartly took on the oars.
At Fladstrand, reaching there safe and sound,
he gathered his precious stores.
God knows his cargo was nothing grand:
three casks of barley, that's all;
but Terje came from a wretched land,-
and here was the staff of life to hand;
and his wife and baby call.
 

Tre nætter og dage til toften bandt
den stærke, modige mand;
den fjerde morgen, da solen randt,
han skimted en tåget rand.
Det var ikke flygtende skyer han så,
det var fjelde med tinder og skar;
men højt over alle åse ne lå
Imenæs-sadlen bred og blå.
Da kendte han, hvor han var.

He slaved on the thwart for three nights and days,
that brave and powerful man;
the fourth, at dawn, by sun's first rays,
a blurred, misty line to scan.
It wasn't the skeltering clouds he spied,
it was mountain and summit and brae:
but high above the ridges' pride,
Imenes-Saddle, blue and wide.
He knew then just where he lay.
 

Nær hjemmet var han: en stakket tid
han holder endnu vel ud!
Hans hjerte sig løfted i tro og lid,
han var nær ved en bøn til Gud.
Da var det som or det frøs på hans mund;
han stirred, han tog ikke fejl,-
gennem skodden, som letted i samme stund,
han så en korvett i Hesnæs-sund
at duve for bakkede sejl.

Near home at last; a wretched time
he'd weathered with strength unflawed!
In hope and in trust his spirits climb,
he was ready to thank his Lord.
That instant the phrases froze on his lip;
he stared but his sighting was true,-
he could see, as the mist had relaxed its grip,
in Hesnes-sound lay an English ship
with canvas a-back and hove-to.
 

Båden var røbet; der lød et signal,
og det nærmes te løb var lukt;
men solgangsvinden blafrede skral,-
mod vester gik Terjes flugt.
Da firte de jollen fra rælingens kant,
han hør te matrosernes sang,- -
med fødderne stemte mod skægtens spant
han rode så sjøen fossed og brandt,
og blodet fra neglerne sprang.

The boat was sighted; a challenged was heard,
and the handiest route was barred;
the dawn-breeze flickered and barely stirred-
so Terje went westwards, hard.
They lowered the jolly-boat over the side
he heard how the sailor men sang ,-
he pressed on the ribs with his feet braced wide,
he rowed till the waters seethed to the stride,
and blood from his fingernails sprang.
 

Gæslingen kaldes de blinde skær
lidt østenfor Homborg-sund.
Der bryder det stygt i pålandsvejr,
under to fod vand er der bund.
Der sprøjter det hvidt, der glittrer det gult,
selv stilleste havblikksdag;-
men går end dønningen aldrig så hult,
indenfor er det som tidest smult,
med brækkede bølgedrag.

Gjæsling's the shoal with hidden top
just east of the Hombor sound.
An onshore wind makes an ugly chop,
and but two feet under, there's ground.
Its spraying foaming white, its spray flashing gold
the deadest of calms won't soothe;-
but heavy swells, run they never so bold,
shatter and break and lose their hold;
inshore it is most times smooth.
 

Didind Terje Vigens skægte foer
lig en pil mellem brått og brand;
men bag efter ham, i kølvandets spor,
jog jollen med femten mand.
Da var det han skreg gennem brændingens sus
til Gud i sin højeste nød:
"inderst derinde på strandens grus
sidder min viv ved det fattige hus,
og venter med barnet på brød!"

Inshore Terje Vigen's dory sped
like an arrow, through surf and spray;
but there on his track, by wake-waters led,
the jollyboat held its way.
'Twas then that he cried through the thunderous roar
to God in the depths of his dread;
'there on the most innermost beach a-shore
watches my wife at our pitiful door
and waits with our baby for bread!'
 

Dog, højere skreg nok de femten, end han:
som ved Lyngør, så gik det her.
Lykken er med den engelske mand
på rov mellem Norges skær.
Da Terje tørned mod båens top,
da skured og jollen på grund;
fra stavnen bød officeren "stop!"
Han hæved en åre med bladet op
og hug den i skægtens bund.

The crew's yell, of course,
drowned the prayer one voice cried;
it was Lyngør, happening once more.
Fortune preferred the Englishman's side
who preyed upon Norway's shore.
Then Terje r ammed on the shelving top,
the jollyboat grounded as well;
the English officer shouted 'stop'!
He hoisted an oarbutt and let it drop
and stove in the dory's shell.
 

Spant og planker for hugget brast,
sjøen stod ind som en fos;
på to fod vand sank den dyre last,
dog sank ikke Terjes trods.
Han slog seg gennem de væbnede mænd
og sprang over æsingen ud,-
han dukked og svømmed og dukked igen;
men jollen kom los; hvor han vendte sig hen
klang sabler og rifleskud.

 Rib was parted from shattered plank,
torrents of water gushed through;
in two feet depth all that tre asure sank,
but Terje's defiance grew.
He hurled him self at the armed men
and cleared the far side with one bound,-
he dived and he swam and he dived yet again;
the jollyboat cleared; though he struggled like ten,
the sabres and muskets sound.
 

De fisked ham op, han førtes ombord,
korvetten gav sejerssalut;
agter på hytten, stolt og stor
stod chefen, en attenårs gut.
Hans første batalje gjaldt Terjes båd,
thi knejste han nu så kæk;
men Terje vidste ei længere råd,-
den stærke mand lå med bøn og gråd
iknæ på korvettens dæk.

They lifted him out, and over the side,
the victory salvo rolled;
there on the poop-deck, stiff with pride,
the captain, an eighteen-year-old.
His first sea-encounter was Terje's boat,
his arrogance knew no check:-
but Terje knew any help was remote,-
that strong man collapsed, with sobbing throat
to plead on his knees on deck.
 

Han købte med tårer, de solgte ham smil,
de ågred med spot for bøn.
Det kuled fra øster, tilhavs med il
stod Englands sejrende søn.
Da taug Terje Vigen; nu var det gjort,
nu tog han sin sorg for sig selv.
Men de, som ham fanged, fandt sært hvor fort
et noget var ligesom vejret bort
fra hans pandes skyede hvælv.

He offered his sorrow, they sold him their glee,
they bartered with scorn for prayer.
It blew from the east, so with speed to sea
stood England's conquering heir.
Then Terje fell silent; all hope was past,
he locked up his grief in his soul.
Yet non of his captors but marked how fast,
like warning of storm before the blast,
the clouds on his brow would roll.
 

Han sad i "prisonen" i lange år,
der siges i fulde fem;
hans nakke bøjed sig, gråt blev hans hår
af drømmene om hans hjem.
Noget han bar på, men gav ej besked,-
det var som hans eneste skat.
Så kom attenhundred og fjorten med fred;
de norske fanger, og Terje med,
førtes hjem på en svensk fregat.

He languished in prison for many a day,
for all five years, say some;
his shoulders rounded, his hair it turned grey
from dreaming about his home.
Something he brooded but hid like some hoard,
his only resource, from men's view.
Then eighteen-fourteen came and with it accord;
a Swedish frigate brought home onboard
Norways's prisoners, and Terje too.
 

Hjemme ved bryggen han steg i land
med kongens patent som lods;
men få kun kendte den gråsprængte mand,
der rejste som ung matros.
Hans hus var en fremmeds; hvad der blev av
de to, - han derinde erfor:
"da manden f orlod dem og ingen dem gav,
så fik de til slutning en fælles grav
af kommunen i fattigfolks jord." - -

Back at the jetty he came ashore,
a pilot by King's decree;
but few recalled in the greybeard they saw
the youngster who braved the sea.
His house was a stranger's; and how they fared
those two,- that was easily found:
'The husband forsook them, and nobody cared,
they came to the plot that the paupers shared
in the parish burial-ground.'-
 

årene gik og han røgted sin dont
som lods på den yderste ø;
han gjorde visst intet menneske ondt,
hverken p& aring; land eller sjø;
men stundom gnistred hans øjne stygt,
når det brød over båer og skær,-
og da mente folk; at han var forrykt,
og da var det få, som uden frygt
kom Terje Vigen nær.

Years went by, and he kept to his trade
as a pilot out there on the isle;
and never in world's wide span he made
foes by deceit or by guile.
His eyes, though, sometimes would blaze and fret,
when the reef to the breakers rang high,-
and then people sensed he was troubled yet,
and then there were few that felt no threat
with Terje Vigen by.
 

En måneskinskve ld med pålandsvind
kom der liv i lodsernes flok;
en engelsk yacht drev mod kysten ind
med revnet storsejl og fok.
Fra fortoppen sendte det røde flag
et nødskrig foruden ord.
Lidt indenfor gik der en båd over stag,
den vandt sig mod uvejret slag for slag,
og lodsen stod stout ombord.

One moonlit night, with onshore wind,
there was stir wher e the pilots sit;
an English yacht being carried in
with mainsail torn and jib split.
The foretop dispatched with a flag of red
its wordless appeal abroad.
Close-reached to the weather, a cutter sped,
it tacked and it tacked, but it still drew ahead
till the pilot stood firm on board.
 

Han tyktes så tryg, den gråsprængte mand;
lig en kæmpe i rattet han grep;-
yachten lystred, stod atter fra land,
og båden svam efter på slæb.
Lorden, med lady og barn i arm,
kom agter, han tog til sin hat:
"jeg gør dig så rig, som du nu er arm,
hvis frelste du bær os af brændingens larm."
- Men lodsen slap ror og rat.

He seemed so assured, the grey-beard, so grand,
like a hero he seized on the wheel;-
the yacht responded, stood out from the land,
the pilot-boat towing at heel.
The lord, with his lady and babe she bore,
uncovered his head and came aft:
'Preserve us alive from the breakers' roar
I'll make you as wealthy as wretched before.'-
The pilot let go of the craft.
 

Han hvidned om kinden, det lo om hans mund,
lig et smil, der omsider får magt.
Indover bar det, og højt på grund
stod lordens prægtige yacht.
"Den svigted kommando! I bådene ned!
Mylord og mylady med mig!
Den slår sig i splinter, -jeg ved besked-
men indenfor ligger den trygge led;
mit køl-spor skal vise jer vei!"

His cheeks, they went white, and his mouth shaped a sound
like a smile that at last can break free.
They yacht was broached and ran squarely aground,
his lordship's queen of the sea.
'Abandon the ship! to the boats I say!
My lord and my lady, stay near!
We'll shiver to pieces - it's plain as day;
but there just inshore runs a sheltered way;
my wakeline will show where we steer!'
 

Morilden brændte der skægten fløj
mod land med sin dyre last.
Agter stod lodsen, stærk og høj,
hans øje var vildt og hvast.
Han skotted i læ mod Gæslingens top,
og til luvart mod Hesnæs-sund;
da slap han ror og stagsejl-strop,
han svinged en åre med bladet op
og hug den i bådens bund.

Phosphorus blazed as they sped along
towards shore with the precious load.
Aft stood the pilot, tall and strong,
his eyes, they were keen, and glowed.
To leeward he glanced at Gjæslingen's top,
and to windward at Hesnes' swell;
he let go helm and the foresail strop,
he hoisted an oarbutt and let it drop
and stove in the cutter's shell.
 

Ind stod sjøen med skumhvidt sprøjt - -
der raste på vraget en strid-;
men moderen løfted sin datter højt
på armen, af rædsel hvid.
"Anna, mit barn!" hun skreg i sin ve;
da bævred den gråsprængte mand;
han fatted om skødet, drev roret i læ,
og båden var fast som en fugl at se,
slig foer den i brått og brand.

Sea rushed in and a foam-white spray - -
confusion swept over the wreck-;
but pale, the mother in stark dismay
had snatched up her child from deck.
'Anna, my child!' She cried out in dread;
the greyhaired man started and stared;
he caught up the mainsheet, he turned the boat's head,
it steadied, and trim as a bird it sped,
through surf and through spray it fared.
 

Den tørned, de sank; men havet var smult
derindenfor brændingens kreds;
opover rak sig en langgrund skjult,
der stod de i vand tilkn&aeli g;s.
Da råbte lorden: "kend - båens ryg -
den svigter, - det er ingen flu!"
Men lodsen smilte: "nej vær De tryg;
en sunken skægte med tre tønder byg
er båen, som bær os nu."

They grounded and sank; but calmness itself
inshore of the arc of rough seas;
under the surface a shoal of shelf,
the water but reached their knees.
The lord cried out: 'But look! look! - this reef -
it's shifting - it cannot be rock!'
The pilot smiled: 'here is no cause for grief;
a sunken dory supplies our relief,
three barleygrain casks our dock!'
 

Der jog et minde om halvglemt dåd
lig et lyn over lordens træk-,
han kendte matrosen, som lå med gråd
iknæ på korvettens dæk!
Da skreg Terje Vigen: "alt mit du holdt
i din hånd, og du slap det for ros.
Et øjeblik endnu, en gengæld er voldt - -"
da var det den engelske stormand stolt
bøjed knæ for den norske l ods.

A deed half-lost in the memory
like a lightning the lord's face swept-
he knew, now, the sailor that on his knees
had crouched on his deck and wept.
Then cried Terje Vigen 'You held my all
in your hand, it was spent on renown.
One moment longer and vengeance will fall - -'
'Twas then that the pilot, the Norseman, stood tall
while the proud English lord knelt down.
 

Men Terje stod støttet til årens skaft,
så rank som i ungdommens år;
hans øjne brandt med ubændig kraft,
for vinden flommed hans hår.
"Du sejled imag på din store korvet,
jeg r ode min ringe båd;
jeg trælled for mine til døden træt,
du tog deres brød, og det faldt dig så let
at håne min bittre gråd.

But Terje stayed poised with the oarshaft's length,
as straight as he'd stood years before;
his eyes, they blazed with a frenzy's strength,
the wind at his grey hair tore.
'You sailed at your ease in your mighty corvette,
I rowed in my humble boat;
I toiled for my own in my forehead's sweat,
you robbed them of bread, and could mock me yet
and over my salt griefs gloat.
 

Din rige lady er lys som en vår,
hendes hånd er som silke fin,-
min hustrus hånd den var grov og hård;
men hun var nu alligevel min.
Dit barn har guldhår og øjne blå,
som en liden Vorherres gæst;
min datter var intet at agte på,
hun var, Gud bedre det, mager og grå,
som fattigfolks børn er flest.

Your wealthy lady is bright as a Spring
and her hand is as soft as silk fine;
but my wife's hand was a calloused thing,
yet for all that she counted as mine.
Your child is golden, her eyes as blue
as a little guest of our Lord;
my daughter was nothing worth pointing to,
was thin, God help us, and sallow of hue-
what else can the poor afford?
 

Se, det var min rigdom på denne jord,
det var alt, hvad jeg kaldte for mit.
Det tyktes for mig en skat så stor;
men det vejed for dig så lidt. -
Nu er det gengældelsens time slår,-
thi nu skal du friste en stund,
som vel kommer op mod de lange år,
der bøjed min nakke og blegte mit hår
og sænkte min lykke på grund."

See, those where my riches upon this earth,
it was all that I could reckon my own.
To you it appeared a trifle's worth
but it counted to me a throne.-
It's time for my vengeance to strike, beware,-
for your turn to suffer comes round
to match all the pain of long years' despair
that bowed down my shoulders and whitened my hair
and buried my joy in the ground!'
 

Barnet han greb og svinged det frit,
med den venstre om ladyens liv.
"Tilbage, mylord! Et eneste skridt,-
og det koster dig barn og viv!"
På sprang stod Britten til kamp påny;
men armen var veg og mat;-
hans ånde br&aeli g;ndte, hans øjne var sky,
og hans hår - så kendtes ved første gry -
blev gråt i den eneste nat.

Seizing the child from it's mother's care
while his left grasped her waist in a vice-
'Stand back there, my lord! On step if you dare,-
and your wife and child is the price!'
It seemed that the Englishman meant to raise
new war, but his arm lacked might; -
his breath was burning, unsure was his gaze,
and his hair,-it showed in the dawn's first rays-
turned grey in that one single night.
 

Men Terjes pande bar klarhed og fred,
hans bringe gik frit og stilt.
ærbødig løfted han barnet ned,
og kyssed dets hænder mildt.
Han ånded, som løst fra et fængsels hvælv,
hans stemme lød rolig og jævn:
"nu er Terje Vigen igen sig selv.
Indtil nu gik mit blod som en stenet elv;
for jeg måtte - jeg måtte ha'e hævn!

But Terje's forehead showed peaceful and fair,
his breast moved relaxed and free.
He set the child on its feet with care
and kissed its ha nds solemnly.
he breathed as though freed from a prison den,
his voice calm and level to say:
'And now Terje Vigen's himself again.
Like a rocky stream flowed my blood till then;
for I had to-I had to repay!
 

De lange år i "prisonens" kvalm,
de gjorde mit hjerte sygt.
Bagefter lå jeg som hejens halm,
og så i et brådyb stygt.
Men nu er det over; vi to er kvit;
din skyldner foer ej med svig.
Jeg gav det jeg havde, - du tog alt mit,
og kræv, om du tror du har uret lidt,
Vorherre, som skapte mig slig." - -

The years I spent in the prison's roar,
they bred my h ert's sickliness.
And after, I lay like a heathland straw,
I peered in a foul abyss.
But now it is over; we two are quit;
your debtor's not sly or low.
I gave all I had-and you squandered it,
and ask, if you think you've been dealt unfit,
ask God, who fashioned me so.'- -
 

Da dagningen lyste var hvermand frelst;
yachten lå længst i havn.
Med nattens saga taug de nok helst,
men vidt foer dog Terjes navn.
Drømmenes uvejrskyer grå
fejed en stormnat væk;
og Terje bar atter så rank som få
den nakke, der krøgtes hin dag han lå
iknæ på korvettens dæk.

When daylight had broken, then all was well;
long lay the yacht in the port.
The night's events they chose not to tell,
But Terje's great fame still caught.
Vanished the dreamer's clouded grey,
clear by one storm-night swept;
and Terje held straighter than most that day
the shoulders that bowed when, in deep dismay
he knelt on that deck and wept.
 

Lorden kom, og mylady med,
og mange, mange med dem;
de rysted hans hånd til farvel og Guds fred,
der de stod i hans ringe hjem.
De takked for frelsen da stormen peb,
for frelsen fra sjøgang og skær;
men Terje strøg over barnets slæb:
"nej, den som frelste, da værst det kneb,
det var nok den lille der?" - -

One day milord and lady came by
and many, many folk more;
they shook him by hand, bad 'farewell' and 'goodbye'
as they stood by his humble door.
They thanked him for rescue from storm's shrill blare,
for rescue from reef and from sea;
but Terje patted the child's long hair:
'No, rescue came in the nick out there
from this little mite by me!'
 

Da yachten drejed for Hesnæs-sund,
den heiste det norske flag.
Lidt længere vest er en skumklædt grund,-
der gav den det glatte lag.
Da tindred en tåre i Terjes blik;
han stirred fra hejen ud:
"stort har jeg mistet, men stort jeg fik.
Best var det, kanhænde, det gik, som det gik,-
og så får du ha'e tak da, Gud!"

The yacht the headed for Hesnes-sound,
with Norway's own flag for wear.
And further west, near a foam-washed ground,
it fired a broadside there.
Then teardrops glistened in Terje's eyes;
he watched from the rising shores;
'Great are my losses, but great my prize.
Perhaps it was all for the best, in some wise,-
so thanks, God, are rightly yours!'
 

Slig var det jeg så ham en enkelt gang,
han lå ved bryggen med fisk.
Hans hår var hvidt, men han lo og sang,
og var som en ungdom frisk.
Til pigerne havde han skæmtsomme ord,
han spøgte med byens børn;
han svinged sydvesten og sprang ombord,
så hejste han fokken, og hjem han foer
i solskinn, den gamle ørn.

And such was the man on that only day
I saw him with fish by the quay.
His hair was white, but he sang as gay
and blithe as a boy might be.
The lasses he used a light banter towards,
he joined in the town-lads' talk:
he waived his sou-wester and leaped aboard,
the homeward he sailed with the jib broad
in sunshine, the ag?¨d hawk.
 

Ved Fjære kirke jeg så en grav,
den lå på en vejrhård plet;
den var ikke skøttet, var sunket og lav,
men b ar dog sit sorte bræt.
Der stod "Thærie Wiighen" med hvidmalt skrift,
samt året, han hvile fandt. -
Han lagdes for solbrand og vindes vift,
og derfor blev græsset så stridt og stivt,
men med vilde blomster iblandt.

In Fjære churchyard I saw a plot,
that lay in a weathered sward;
it looked all neglected, a mean sunken spot,
but kept still its blackened board.
It read 'Thærie Wiighen' in white, the date
his final repose had been.
He lay to the sun and the winds' keen weight,
and that's why the grass was so stubborn-straight,
but with wild field-flowers between.

   
  English translation by John Northam